Henrik Rasmussen holder borgerne for nar

af Claus Weichel den 19. januar 2015

 

I disse dage har borgerne mulighed for at deltage i en SMS-afstemning om et nyt navn til Fremtidens Borgerhus. I enighed besluttede kommunalbestyrelsen, at alle borgere kunne indsende navneforslag til vurdering af en jury, hvorefter de 3 bedste navneforslag skulle deltage i en SMS-afstemning via kommunens hjemmeside. Juryen vurderede de indsendte navneforslag, og kom frem til at de tre bedste og begrundede forslag var 1: Vallensbæk Kultur- og Borgerhus, 2: Vallensbæk Borgerhus (Bibliotek og Borgerservice), 3: Vallensbæk Bibliotek og Borgerservice. Navneforslagene blev bragt videre til Børne- og Kulturudvalget. Her støttede 4 konservative, 1 socialdemokrat og 1 SF’er, at det var de 3 forslag, der blev bragt videre til SMS-afstemningen. Så langt, så godt med enigheden. I 11. time dukkede så et nyt forslag op fra den konservative gruppe – Vallensbæk Kultek. Forslaget var åbenbart et kompromis i den konservative gruppe og efterlod et indtryk af en munter og respektløs intern debat i Gruppe C. Navnet ”Kultek” var ikke begrundet, og var derfor blevet afvist af Juryen. Der var ingen vejledning til udtalen, hvilket efterlader flere muligheder. Kulte-K, KULTek, KULtek osv. Det er respektløst og nedladende overfor de borgere, som skal bruge institutionen. Det kunne formentlig været et udmærket navn, hvis der kun var tale om en kulturinstitution, men institutionen huser også Borgerservice. Tænk tanken: En af vores ældre medborgere skal have støtte til begravelse, bistand, handicaphjælp eller lign. og får at vide, at du skal henvende dig i Kulte-K for hjælpen. Henrik Rasmussen – din behandling af denne sag har været helt respektløs, og du holder borgerne for nar. Socialdemokraterne vil opfordre deltagere i SMS-afstemningen, at stemme på et af de 3 navneforslag som i første omgang nød opbakning fra en markant del af Børne- og Kulturudvalget. Vi støtter selv forslag nr. 1.

Søren Wiborg

Gruppe Formand
Socialdemokraterne
Vallensbæk Kommunalbestyrelse
SW_S

 

Share Button

Forrige indlæg:

Næste indlæg: