Kære partiformand Søren Pape Poulsen og borgmester Henrik Rasmussen

Stor overraskelse i dag, da postkassen blev åbnet. Et næsten personligt brev fra den konservative partiformand og så min borgmester. De opfordrede til at komme med gode ideer. Det har jeg så benyttet mig af og har sendt dem en e-mail.

Kære partiformand Søren Pape Poulsen og borgmester Henrik Rasmussen.

Tusinde tak for jeres brev, der landede i familiens postkasse i dag. Det er jo ikke hver dag, man får en næsten personlig henvendelse fra en af landets partiledere og så min egen borgmester.

Jeg vil tage handsken op og komme med et par indspark til, hvad du – Søren Pape – kunne tage op efter et folketingsvalg.

1: Du skulle først og fremmest droppe din støtte til Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. Han har lidt svært ved at holde sine løfter. F.eks. lovede han sidste år, at han ikke ville være leder af en regering, hvis ikke den kunne komme igennem med ”0-vækst”. Det løfte holdt en god måneds tid, da han erfarede, at DF ikke ville være med til den øvelse. Nu har han så stampet i gulvet og vil kun være statsminister, hvis håndværkerfradraget genindføres med tilbagevirkende kraft. Det kan da ikke være i konservativ interesse, at skatteyderne skal give støtte i størrelsesordenen 1 mio. kr. pr. skabt job! Her kommer så et nyt og helt gratis forslag. Hvis du virkelig kan finde 1,5 mia. kr. til en boligjobordning, så synes jeg, du hellere skal bruge en del af pengene til at skabe flere praktikpladser i landets virksomheder. Hvis der stadig er penge til overs, så giv kommunerne mulighed for at øge anlægsinvesteringerne.

2: Se dig lidt rundt i kongeriget. Flere steder i landet arbejder C og A rigtig godt sammen. I Gentofte har C og A indgået nogle af landets mest vidtrækkende aftaler om Arbejds- og Sociale klausuler. I Vallensbæk er der også et fint samarbejder. C og A har lavet nogle barske økonomiske aftaler på et tidspunkt, hvor det var tvingende nødvendigt af hensyn til kommunens økonomiske selvstændighed. Der er ingen tvivl om, at det gode samarbejde vil fortsætte og begge partier har stort set enslydende visioner for udvikling af vores bycenter og området omkring Vallensbæk Rådhus.

3: Lyt til dine byrødder i landets kommuner, når det handler om folkeskolens udvikling. Det er fint, at C kom med i folkeskoleforliget i 11. time, men jeres forbehold mod f.eks. tvungen lektiecafé bør I droppe, da behovet er anderledes, når man først kommer helt tæt på børnenes dagligdag og udvikling.

4: Prøv at se om du ikke kan bruge dine nye mandater bedre. Undersøg muligheden for at lave et samarbejde henover midten fremfor at genoptage den ensidige blokpolitik fra 00’erne. En halsløs gerning, som næsten har udslettet det konservative folkeparti på landsplan.

Du er velkommen til at ringe….
Med venlig hilsen

Søren Wiborg
Gruppeformand
Socialdemokratiet i Vallensbæk
SW_S