Handicappolitik

Handicappede skal være aktive i samfundet, skolen, under uddannelse, på arbejdsmarkedet og i fritiden. Kommunen har ansvaret for at handicappede bliver tilbudt den rette hjælp. Kommunen skal sikre at personer med handicap til enhver tid får de ydelser og den behandling, som de har krav på. For at sikre at kommunen fører en aktiv handicappolitik, inddrages Handicaporganisationerne aktivt i kommunens arbejde. Handicappede skal have en koordinerende sagsbehandler, der har ansvaret for helheden i tilbuddene med udgangspunkt i en fælles handleplan.

Tilgængelighed
Handicappede skal færdes uden problemer i ude- og indeområder, og kommunen skal arbejde for, at digitale løsninger kan benyttes af personer med handicap.

Børn og unge handicappede
Børn og unge handicappede der har et livslangt handicap kræver en kvalificeret handleplan, som inddrager hele familien. Der er behov for en hurtig og tidlig indsats, samt fokus på overgangene fra børnehaven, til folkeskolen, til en uddannelse samt indslusning på arbejdsmarkedet. Flere børn med handicap skal gennemføre folkeskolernes afgangsprøve. Handicappede børn og unge, der ikke kan fungere i almindelige miljøer, skal tilbydes plads i en specialklasse eller specialskole. Det er vigtigt at denne gruppe af unge også tilbydes en ungdomsuddannelse og et arbejde.

Beskæftigelse til alle
Handicappede har ret til at kunne tjene penge ved et job som alle andre. Det kræver gode kompenserende handicapordninger i et velfungerende jobcenter. Rehabilitering er et vigtigt redskab for det meningsfulde liv. Kommunen skal tilbyde målrettede revalideringsordninger for personer med handicap. Der skal gives mulighed for at tilrettelægge uddannelsesforløb eller erhvervsrelaterede aktiviteter efter den enkeltes behov. Jobcenteret skal sikre at der er ansatte, der har kompetencerne til at arbejde med handicappede.

Share Button