Vores Vallensbæk – PLADS TIL ALLE

 

Vores kommune er en god kommune. Vallensbæk har potentialet til at blive endnu bedre.
Vi skal værne om vores selvstændighed. Vækst er forudsætningen for selvstændighed, for det er forudsætningen for at vi kan frembringe ressourcer til at møde fremtidens udfordringer. Som mindre selvstændig kommune kan vi løse de problemer, som også større kommuner tumler med. Behovet for en indsats over for vores svagere borgere med store problemer er øget. Som en stærk og god kommune er det vores pligt at hjælpe endnu bedre.

Vi har i Vallensbæk muligheden for, at alle får del i den positive udvikling som kommunen er inde i. Socialdemokratiet føler forpligtelse til, ikke at lade de uheldige i stikken. Vi skal sikre at alle får del i velstanden, og alle får del i fordelene ved at bo i vores kommune.

Staten sætter snævre rammer for vores aktivitetsniveau. Derfor skal vi prioritere, hvor de sparsomme ressourcer skal anvendes. Vi skal være økonomisk ansvarlige og ikke bare bruge flere penge. Det er ikke en farbar vej bare at sætte skatterne op.

Vi ønsker at Vallensbæk skal være en selvstændig kommune. Derfor skal vi fortsat indgå forpligtende samarbejder med andre, hvor det kan understøtte den kommunale profil vi ønsker og som vi er glade for.

Men vi bevarer kun vores selvstændighed, og dermed muligheden for at gøre en forskel for alle, hvis vi forandrer og udvikler os.

 

• Vi skal udnytte de fordele en mindre og overskuelig kommune giver.
• Vi skal bygge byens fremtid på borgernes egne ressourcer, i et samspil mellem borgere, foreninger og kommunal indsats.
• Kommunal indsats og borgernes egne initiativer er ikke modsætninger, men hinandens forudsætning.
• Vi skal sammen blive stærkere, så vi kan løfte endnu mere.

Vores kommune skal ikke have tung industri i boligområder. Vi skal give erhvervslivet de betingelser, der skal til for at tiltrække de gode arbejdspladser, men det skal være virksomheder som passer til os. Vi skal erkende, at vi er en del af hele hovedstadens arbejdsmarked, samt at de fleste af os arbejder uden for Vallensbæk.
• Vi skal gøre Vallensbæk til hovedstadsområdets bedste pendlerkommune.
• Vi skal nedbringe den trafikstøj som lige nu ødelægger såvel vores fritid som vores sundhed.
• Vi skal udvikle vores grønne områder og havnen endnu mere.

Forudsætningen for Vallensbæks goder og selvstændighed, er flere borgere. Men når der skal bygges, så har vi muligheden for at være kræsne, så vi kan få de boliger, og det erhverv som vi ønsker.
• Vi skal bygge smukt
• Vi skal bygge med personlighed
• Vi skal bygge nye bygninger der placeres og udformes så de opfylder mange formål, herunder som støjværn.

Vi skal gøre Vallensbæk endnu bedre!

Share Button