DF’ers dobbeltmandat koster overblikket

Anskuelighedsundervisning på højt plan. Man ser, hvorfor mange partier ikke tillader dobbeltmandater. Kenneth Kristensen Bert (KKB), kommunalbestyrelsen i Vallensbæk og folketingsmedlem har valgt at stå uden for et ellers bredt budgetforlig. KKB har i stedet lidt respektløst i 11. time lige rystet nogle populistiske og uambitiøse ændringsforslag ud af ærmet. Der bliver strøet med lind hånd, hvor DF føler, at vælgersegmentet kan øges. Helheden er en detalje. Et par eksempler: Udmeldelse af miljølaboratoriet Gate 21. Det vil ærgre de mange borgere, som er generet af trafikstøj i Vallensbæk. Gate 21 undersøger i øjeblikket muligheden for, at Vallensbæk kan deltage i forsøg med bekæmpelse af trafikstøj. Det vil ikke være muligt uden medlemskab af Gate 21.

Et andet eksempel er renoveringen af mødefløjen på Rådhuset, som KKB ikke kan støtte. Uden en nødvendig renovering vil omfanget af kommunal reservation af Idrætscentret være stigende, hvilket i høj grad vil genere idrætslivet i Vallensbæk. Det er hensigten, at lægge flere af disse arrangementer på Rådhuset, men det er ikke en mulighed i dag. Så er det også lidt tosset at have så mange kvadratmeter liggende ubrugt hen, hvis de i stedet kunne blive brugt af kommunens mange foreninger til møder, konferencer eller lign. Rådhussalen er også borgernes og skal selvfølgelig bruges af borgerne. KKB’s ændringsforslag er useriøse og præget af hastværk, og kan formentlig tilskrives KKB’s dobbeltmandat, der koster overblikket. Det er en ommer.

Socialdemokraterne, Konservative, Venstre og SF har indgået et ansvarligt budgetforlig for økonomien for 2016. Ikke noget prangende forlig grundet Claus Hjorts og Venstres krav om store besparelser i de kommunale budgetter. Det er dog et forlig, som vi kan være bekendt med fastholdelse af et rimeligt serviceniveau og et anlægsprogram som imødekommer det stigende befolkningstal. 

Søren Wiborg
Gruppeformand Socialdemokraterne
Vallensbæk kommunalbestyrelse
SW_S