Hvorfor er Kenneth aldrig glad?

Hvorfor er Kenneth aldrig glad?

Kenneth Kristensen Berth, DF, Vallensbæk og Folketinget, er aldrig rigtig glad. På nationalt TV er det Europol og EU, der får på puklen. Det er noget med nogle mellemregninger, som alle i DF glemte, da man lovede, at selvfølgelig ville Danmark blive i Europol. Det gør vi så ikke, fordi Dansk Folkeparti har ført vælgerne bag lyset.

På Kenneths Facebookvæg (jeg ærgrer mig altid, når jeg lige får kigget forbi) er det muslimer, flygtninge og indvandrere, der må lægge rygstykker til krabasken fra Kenneth. I Sydkysten den 18. oktober er det så Socialdemokratiet i Vallensbæk, Kenneth kaster sig over, selv om vi er relativt langt fra det bestemmende flertal. Det må være en form for jalousi? Forskellen på Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i Vallensbæk er, at vi søger indflydelse og arbejder for de lokale interesser. Vi sidder ikke på bagerste række og i bedste østeuropæiske stil vredt stemmer ”njet” til alle forslag, der kommer til behandling i udvalg eller kommunalbestyrelse.

Smil og vær lidt gladere. Vedr. lærerne så tyder noget på, at du enten ikke har forstået forslaget eller ikke har læst forslaget. Socialdemokratiet ser gerne, at Vallensbæk kommune får forhandlet et fortolkningspapir med Vallensbæk Lærerkreds. Om det lykkedes må tiden vise. Vi skal overbevise 4 andre i kommunalbestyrelsen, og med DF’s støtte til vores forslag, så er vi halvvejs. Tak for det. Jeg mener bestemt ikke, at muligheden er større eller mindre nu end da DF bare stemte ”njet” til folkeskolereformen for et par år siden uden at komme med et alternativ. Prøv nu at være lidt gladere Kenneth. Deltag aktivt i udvalgsmøderne. Vis lidt lokalt engagement, så skal du såmænd også blive genvalgt.

Søren Wiborg
Gruppeformand
Socialdemokratiet i Vallensbæk
SW_S